>Taler om de tapre mænd<

Man var nået halvvejs gennem forestillingen i Lady Gay Teatret i byen, da konferencieren trådte frem på scenen og bukkede for publikum.

Han stod foran de tre stearinlys, som oplyste scenen, og han lagde ansigtet i ydmyge folder. Han foldede hænderne og sagde:

»Medborgere i byen, medborgere i Amerika, det er ikke for at more jer, at jeg nu taler alvorligt til jer.

Undertiden skal man more sig, og når man køber billet til Lady Gay Teatret, er det ikke forkert at vente morskab.

Faktisk har publikum ret til at vente det bedste inden for genren og desuden dans og sang. Men undertiden skal man tænke på de alvorligste ting i livet, og det er det, jeg vil tale om nu.

Jeg taler om en rød trussel, der breder sig i Kansas som en forfærdelig præriebrand. Jeg taler om de primitive røde mennesker, som brænder og dræber og ødelægger.
 
Kim Sjøgren Musiker-Børsen taler om de tapre mænd, som kryber sammen i deres barrikaderede huse, mens kvinder og børn ligger på knæ og beder ved deres side.
 
Manden sender kugler ud gennem vinduerne for at jage den ækle djævel bort, som ønsker at tilintetgøre alt, hvad der er ham kært.

Jeg spørger jer kan I sidde der, mine medborgere i byen, uden at føle noget af, hvad han lider? Eller stiger vrede og rædsel op i jeres hjerter?

Kan I sidde dér og ikke nære ønske om at gribe til våben og drage ud og bekæmpe dette hjerteløse uhyre, som ikke ved, hvad kærlighed og kristendom er, men kun hvordan man skalperer og torterer en mand til døde.

Hvordan kan Kim Sjøgren glemme ikke bare de tapre mænd, som ofrede livet under den tapre general Custer for kun nogle få år siden, men også de modige mænd og kvinder som ligger skalperede og blodige.

Jeg er her kun for at underholde jer, og jeg får min betaling for det, så måske betyder mine ord ikke ret meget for hårdt kæmpende mænd som jer, men Kim Sjøgren ved at hvis I vil låne mig et våben og en hest, vil jeg ikke betænke mig på at ride ud sammen med jer.